MYTEN OM DET ANDALUSISKE PARADIS

Svaret kan findes i bogen “The Myth of The Andalusian Paradise”, som beskriver hvordan akademiske specialister vrider og vender sig for at nedtone religion som drivkraft i muslimske erobringstogter. 

Af Lone Nørgaard

Lone.nrgaard.jpg

Jeg stoler ikke mere på De Gamle Medier. Men jeg stoler så sandelig heller ikke på nettet og de sociale medier med Facebook i spidsen.

What-to-do?

Svaret er: Læs bøger! Med det forbehold, at de skal være skrevet af dygtige fagfolks-forfattere, der ikke er købt eller har personlige interesser og aktier i en bestemt dagsorden.

Et af de værker, du skal se at få læst hurtigst muligt er: Dario Fernández-Morera: The Myth of The Andalusian Paradise, Muslims, Christians, and Jews under Islamic Rule in Medieval Spain (2016). 361s. Indb. med omslag. Ca. 225 kr. via Amazon. ISI Books, Wilmington, Delaware, USA 2016.

Heri stiller forfatteren spørgsmålet: Levede muslimer, kristne og jøder i harmoni i middelalderens Spanien?

Hans klare svar er nej.

Dario Fernández-Morera er historiker fra Northwestern University, USA, og altså forfatter til en bog om middelalderens islamisk-dominerede Spanien. Titlen ”Myten om det andalusiske paradis” går lige til stålet: Tesen om, at muslimer, jøder og kristne i Andalusien levede i fordragelighed på grund af muslimsk tolerance, er en myte. Fra islamisk erobring i 711 til undergangen i 1492 afdækker et væld af kilder og arkæologiske udgravninger en anden historie end harmoni-glansbilledet: Økonomisk, politisk og kulturel undertrykkelse af kristne og andre grupper anført af magthavere med støtte i religiøse autoriteter.

Hvorfra stammer paradismyten? Oprindeligt fra Europas jødiske miljø i sidste halvdel af 1800-tallet. Siden fra journalister, politikere og forskere, der tilsyneladende har (haft) en interesse i at fifle med sandheden. Aktuelt fordi myten om fredelig sameksistens understøtter den multikulturelle vision om mangfoldighed. En pluralisme, der skal få den aktuelle muslimske masseindvandring til at glide ned hos de oprindelige befolkninger i Vesten?

Noget af en påstand, som imidlertid underbygges og dokumenteres over 361 sider, hvoraf de 107 er noter med meget små bogstaver.

Bogen er delt op i 7 kapitler med overskrifterne:

  • Erobring og generobring
  • Virkningerne af Jihad – ødelæggelsen af en spirende civilisation
  • De daglige realiteter i al-Andalus
  • Myten om Umayyade [kalifatets] tolerance
  • Kvinder i det islamiske Spanien
  • Sandheden om det jødiske samfunds ’gyldne alder’.
  • De kristnes situation – fra dhimmier til udslettelse

Fernández-Morera krydrer sin tekst med en stribe citater, hvis fællestræk er mytedannelse:

”Fortidens muslimske magthavere var langt mere tolerante over for andre trosretninger end de kristne. For eksempel blev al-Andalus’ multikulturelle, multireligiøse stater regeret af muslimer afløst af et kristent regime, der var groft intolerant.”  (The Economist)

”Islam har en stolt tradition for tolerance. Vi ser det i Andalusiens historie.” (Præsident Barack Obama)

”Den nye islamiske politiske styreform [i Spanien] ikke bare tillod jøder og kristne at overleve, men beskyttede dem, ifølge koranbemyndigelse, i det store og hele.” (Yale University professor Maria Rosa Menocal)

Nogle forskere har argumenteret for, at den muslimske erobring først og fremmest fandt sted ved fredelige midler og indgåelse af traktater. Nogle nægter ligefrem at tale om erobring og foretrækker ordet migrantbølge (sic!). Bag tilbuddet om at indgå fredstraktater lå imidlertid altid truslen om brutal magtudøvelse.

Hvorfor fortier og fortrænger historikere og islamforskere den faktuelle sammenhæng, som de righoldige, næsten-samtidige primærkilder påviser? En væsentlig årsag iflg. forfatteren er, at en række akademiske specialister vrider og vender sig for at nedtone religion som drivkraft i muslimske erobringstogter.

Den ’motiverede blindhed’ kan et langt stykke ad vejen forklares ved, at mange islam-studier og Mellemøst-institutter på vestlige universiteter har kompromitteret Akademia ved at modtage midler fra islamiske stater. Karrierepleje har altså en del af forklaringen på forskningens blinde øje, for det er vanskeligt at tegne et negativt portræt af den analysegenstand, der giver smør på brødet og rejser til Mekka’er.  Også frygten for at blive anklaget for islamofobi har lammet mange forskere.

Dario Fernández-Morera har leveret et stykke veloplagt, gennem-researchet, veldokumenteret historieskrivning baseret især på et bjerg af primærkilder. Det kan kun gå for langsomt med at få oversat dette øjenåbnende pioner-værk om betydningen af den religiøse faktor i de islamiske erobringstogter.

Et forlag, som vil byde ind?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *